+45 4250 9024
mette@rearch.dk

Testing: Hjemmekontor v.2.0 i modlys

Testing: Hjemmekontor v.2.0 i modlys

At teste en fysisk indretning kan virkelig være guld værd. Nærmest bogstaveligt guld værd.

Du har helt sikkert udtænkt en genial plan for den nye indretning.
Men.
Det kan jo være at én eller flere af de faktorer du har bygget din ide på har ændret sig en lille smule. Eller at du har taget fejl. Det sker jo for os alle. Ind imellem.

Ved at teste din ide af i praksis får du værdifuld viden til den videre færd. Måske holder ideen 100% i praksis – og så er det bare at trykke speederen i bund. Men måske opdager du også en eller flere ting der lige skal justeres inden den nye indretning bliver helt perfekt.

Derfor tester jeg lige nu den fysiske indretning af mit hjemmekontor.

Rummet har tidligere haft status af krea-rum og intentionen var at der skulle være mentalt højt til loftet (læs: der måtte godt være lidt rodet). Hverdagen har imidlertid ændret sig og vi er blevet flere der bruger flere timer i hjemmets rammer. Det har givet nogle ændrede behov.

Der er behov for et mere visuelt roligt rum end tidligere fordi vi er flere der har vores gang her. Derfor reoler langs den ene væg med kasser til alle krea tingene. Reolerne har levet et omtumlet liv siden de blev indkøbt for over 10 år siden. De har været kasseret flere gange, men nu er de igen hentet ind fra fjernlageret (=skuret) og har fået en renæssance. Når de bliver skruet sammen og skruet fast ind i væggen så står de stadig sådan nogenlunde lige – eller i hvert fald ikke mere skævt end resten af huset.

Der er behov for flere forskellige arbejdsmuligheder fordi en større del af arbejdsdagen foregår her end tidligere. Derfor bordplader i flere højder samt et bord hvor vi kan sidde flere sammen. Det samlende bord er et ormeædt arvestykke der har fået en gang hvid maling på bordpladen. Så kan det lidt igen. Kontorbordpladerne er skabslåger fra et stort gammelt klædeskab vi pillede ned. Bordbenene fandt vi samme sted som reolerne.

På denne måde kan vi billigt og nemt teste en ny indretning og få vished for om rummet lever op til vores nye behov. Der vil helt sikkert komme justeringer – og det er okay. Det er jo derfor vi tester. For at blive klogere.

Måske skal du i gang med at tilpasse de fysiske rammer til nye ændrede behov, ønsker og retningslinjer. Prøv at indtænke muligheden for at teste nogle løsninger af i praksis på en nem og billig måde.

Jeg bistår gerne med input og sparring på indretning og test af din arbejdsplads – hvad end den er hjemme eller sammen med kolleger.