+45 4250 9024
mette@rearch.dk

Hvordan står det til med arbejdslysten?

Hvordan står det til med arbejdslysten?

Som arkitekt og projektleder ligger min faglige passion i krydsfeltet mellem fysiske rammer, forandringsledelse og arbejdslyst.

Fysiske rammer.
Her de seneste uger har de fysiske rammer ændret sig voldsomt for mange af os. Hjemmearbejdspladsen er blevet det nye normale. Der er udsigt til en begyndende normalisering efter påske, men mon ikke vi skal hen på den anden side af sommerferien før vi sådan for alvor kan sige at vores arbejdsliv er vendt tilbage i en normal gænge.

Forandringsledelse.
Nogle af os skal være forandringsledere på hjemmefronten fordi ikke blot vores egen, men også vores børns hverdag har forandret sig voldsomt. Hvis du tilmed sidder som leder i en virksomhed skal du, ud over at lede din familie gennem forandringerne, også lede dine medarbejdere bedst muligt gennem forandringerne.

Hvilken påvirkning har alt dette på arbejdslysten?

Arbejdslyst.
Arbejdslyst handler bland andet om en passende balance.
Det kan være balance mellem de udfordringer du møder. Det er dejlig trygt at være i komfort zonen, men lige nu er vi kastet ud i noget nyt hvor alle vores fysiske møder flyttes over på online platforme. Læringskurven kan være stejl og det er på én og samme tid spændende og anstrengende at være i læringszonen.
Panikzonen skal du helst ikke opholde dig i for længe. Det kan være fint at stikke snuden derud ind imellem for lige at tjekke hvor grænserne går – og om de har flyttet sig siden sidst – men ellers handler det om at gøre nogle tiltag der igen bringer dig tilbage i læringszonen.
Hvis du fx kan mærke sveden springe frem på panden ved tanken om at skulle lede et online møde så tag lige og spørg din nærmeste kollega om han eller hun vil teste platformen med dig inden mødet, skrive referat, holde øje med chatten eller andre tiltag der kan bringe dig tilbage i læringszonen.

Arbejdslyst handler også om at finde balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Umiddelbart kan det virke som om hjemmearbejdsplads er en god ide for at opnå mere balance, men det kan være rigtig svært at holde ordentligt fri når arbejdsdagen er slut. Her er det faktisk ofte lettere at holde fri når du fysisk flytter dig fra din arbejdsplads.
Måske kan du placere din hjemmearbejdsplads så den er fysisk adskilt fra den resterende del af hjemmet som du benytter når du holder fri. Alternativt kan du indlægge en gåtur når din arbejdstid slutter – og selvfølgelig pakke dine arbejdsting væk inden du går ud ad døren.
I tillæg til de fysiske rum for arbejde og fritid kan det være en hjælp at indrette sig i mentale rum. Det kan ske ganske simpelt ved et dags- eller ugeskema der angiver hvornår du er på arbejde og hvornår du holder fri.